august 12, 2019

Andrew Jilka og Alissa McKendrick

Erindringer fra en global hukommelse

Alissa McKendrick og Andrew Jilka

En god historie skal give mening for både afsender og modtager. Man kan sige, at der skal være en vis grad af kulturel samklang, før en historie bliver rigtig god. Eller skal der…?

Nej, men det havde du nok luret siden, vi nu spørger på den måde…

For hvad nu, hvis vi ikke fortæller i ord, men i billeder. Billeder, der har en instinktiv betydning. Billeder, der kan blive til historier, der rækker ud over den kulturelle kontekst, vi befinder os i. Ud over vennekredsens indforståede sfære, krydse Europas hysteriske grænser og penetrere den vestlige verdens selvfede selvforståelse. Historier der findes på tværs af tid og sted. Historier der ikke er historier, men følelser. 

Alissa McKendrick og Andrew Jilka elsker gode historier

De bruger et nogenlunde figurativt maleri til at fremmane ekspressive fortolkninger, hos den der kigger på. Figurerne og handlingerne i deres værker er ikke nødvendigvis pålydende men snarere stemninger. Ligesom farver og former kan være det i et ekspressivt maleri. 

Jilka med sine utallige referencer i uskøn forening. Forestil dig et amerikansk storcenter der får besøg af prominente figurer, ikoner og karakterer fra stort set hele kunsthistorien. Et folkekært persongalleri, der spænder lige fra Byzantinsk tid, over Middelalderen og igennem samtlige af Picassos perioder, dukker op på må og få i Jilkas værker og skaber nogle mildest talt mærkværdige situationer. Det er så sært at se på, at man er nødt til at mærke det, for at forstå det. 

Og McKendrick fortæller om den her kvinde. En moderne kvinde i et diffust landskab. Eller måske snarere et generisk landskab, der kunne minde lidt om den hverdag, du og jeg ser, når vi kigger ud ad vinduet – ligegyldig hvor vi er. Den her kvinde står midt i en scene fra en romantisk komedie, en superheltefilm eller en gyser. Og hun har styr på det. Men det handler ikke så meget om, hvad hun gør, og hvor hun gør det. Det handler snarere om det forhold, at hun er i stand til at gøre noget. Og med “noget”, så mener vi naturligvis, at hun kan gøre hvad som helst og lige hvad hun vil. 

På en måde kan man foreslå at Jilka og McKendrick bruger helt konkrete figurer og helt konkrete referencer til at opløse tid og sted. Vi vil påstå, at de begge bruger delelementer vi kender, men de sammensætter dem på en fuldstændig fremmed måde, i forhold til en lokalkulturel dramaturgi. Og alligevel giver scenerne sært mening. For de har jo rod i en global, menneskelig og instinktiv hukommelse, der bygger på et grundlæggende åndeligt slægtskab, der blev placeret i os alle – helt tilbage fra ”begyndelsen”.  

Skal vi her og nu digte en kunsthistorisk betegnelse for deres formsprog, kan vi kalde det: Ajourført surrealisme (det underbevidstes kompas), figurative abstraktioner eller illustrerede syner. Lidt mere jordnært vil de sikkert også være helt ok med, at vi kalder det: Skitser af søde drømme og slemme mareridt og menneskelig adfærd. Eller endnu bedre: Gode gamle generelle historier fra menneskehedens vejledende mindebank. 

I øvrigt er denne udstilling blevet til efter den model vi elsker. Vi talte med José Freire, grundlæggeren af Team Gallery i New York, og en af de mest toneangivende kræfter i forhold til at finde og pleje den progressive kunst. Og vi bad ham om at vise os noget ungt, anderledes – og gerne vildt. Han kom med en række forslag, og vi faldt så pladask for Jilka og McKendrick – og nu er de så her i en skøn forenet fortælling – og til deling på vore breddegrader med alle dem der tør kigge forbi. 

Udstillingen løber fra den 22. juni til den 23. juli.