marts 13, 2021

Nuværende udstilling

Carl-Henning Pedersen

Slangetæmmer

11. december – 08. januar 2022

I 80erne, var mine forældre med på Kunstmessen FIAC i Paris. De havde taget det tunge skyts med i form af helt nye værker af Carl-Henning Pedersen. Carl-Henning var jo en af de fremmeste CoBrA malere, og så langt var alle enige. Men hvad angår forståelsen af dette kunstneriske tilhørsforhold endte min mor med at rage særdeles uklar med de lokale kunstkendere.

Tidspunktet er åbningsdagen og scenen er Galerie Asbæks messestand. Ind kommer en gruppe kunstelskere, guidet af en meget passioneret og meget fransk guide. Jeg har valgt at oversætte forløbet til dansk, men ellers lød det nogenlunde som følger:

”Mine venner. Her oplever i ægte Cobra kunst. Man kalder det Cobra, fordi det er farligt. Et hastigt og hidsigt udtryk. Lynhurtigt i sit angreb – som slangen. Der er bid i hvert enkelt strøg, og man er bare nødt til at lade sig overgive til de farve-inducerede synsforstyrrelser, når den kulørte gift sætter ind. Det her er virkelig vildt og meget Oh La la.”

Se, det her er jo fuldstændig faktuelt forkert (men måske lidt typisk fransk). Min mor, Patricia Asbæk, er faktisk selv fransk, men alligevel kunne hun ikke helt lade denne udlægning passere. Så hun påpegede sødt overfor gruppen og guiden, at det nu engang kaldtes CoBrA fordi de mest prominente bidragsydere kom fra henholdsvis Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam – og så…

Her havde guiden fået mere end nok og uden et ord førte han sin gruppe væk fra messestanden. Lige som de er nærmest borte, vender en ældre dame sig og haster tilbage til min mor. Min mor tror hun er interesseret i lidt reel kunsthistorie, men den ældre dame slår min mor på benet med sin paraply og hvæser: ”De er en idiot. Den anden historie var meget bedre.” Og så løber hun ellers retur til sin flok og deres forfører.

Lærdomme i denne fortælling er ligetil. Hvad der er faktuelt forkert, kan sagtens være en oplevelsesmæssig og følelsesmæssigt sandhed. Og helt ærligt – når Carl-Henning er bedst, så er der altså bid i strøgene og farverne går lige i blodet.

De bedste hilsner,
Thomas Asbæk