If 6 was 9

Now if 6 turned out to be 9 – I don’t mind, I don’t mind…

Sådan sang Jimi Hendrix for mange år siden. Han mente vist, at samfundet kunne beslutte hvad som helst, men han ville gå sine egne veje. I sin ide om ”samfundet” inkluderede Jimi både Gud og Hippierne, så der var virkelig tale om en selvstændighedserklæring. Jimi var sgu ligeglad.

Så når Evren Tekinoktay bruger denne titel, er det naturligvis fordi, at hun er et udpræget selvstændigt væsen. Men hun er meget bevidst om alle de andre, og mere inkluderende fortolkningsmuligheder som titlen: ”if 6 was 9” indeholder. Faktisk kan man sige, at Evren er alt andet end ligeglad, og det er derfor går hun sine egne veje – og hun inviterer os med.

Vi er inviteret med, så vi kan forholde os til, 6 og 9 som to konkrete angivelser for værdi, hvor den ene er større end den anden, men hvor det materielle hierarki pludselig skifter.

Vi er inviteret med, så vi kan hengive os til ideen om 6 og 9, som aktører i en sensuel/erotisk situation, hvem giver, og hvem tager, og om alting ikke bare er total Ying og Yang.

Vi er naturligvis også inviteret med, så vi kan filosofere over det potentiale, der ligger i enhver begivenheds omvendte mulighed. Potentialet af livet på hovedet, eller glæden ved bare at give den gas i dansen om egen akse.

Der er helt vildt mange forestillinger og fortolkninger omkring, ”if 6 was 9”, der er du og jeg og alle os, omdrejningspunktet for fortællingen, men det gør os jo ikke til verdens centrum. Vi er jo reelt bare stiftere i livets store collage.

Og det er sådan Evren ser livet.

Der er en pudsighed i alle de ufattelige mange detaljer, som Evrens ting er gjort af. Hvert et lille udklip, hver en ”stift”, hver en farve, hvert et sting, er nøje udvalgt og møjsommeligt placeret. Sammensat på kryds og tværs, med tilfældig omhu i collager, der så samler sig, som præcise abstraktioner af tusinde små visuelle citater. Sådan er livet.

Syrede neon relieffer med former i bevægelse. Kinetisk kulør på tilværelsens tilsyneladende tilfældigheder – og med motoren lige under overfladen.

Og spejlet, der jo om noget, er et stærkt begrænset udsnit af virkeligheden. Hvis den eneste reelle kvalitet er, at det forestiller virkeligheden, således kan beskueren forholde sig subjektivt til øjeblikket. Endnu et lille citat fra den store fortælling om os.

Der er noget coolness over Evrens værker. Der er sådan en almindelig enighed om, at de er god stil – hvilket må siges at være en noget tilfældig association, da Evren i højeste grad har sin helt egen stil. Den er åbenbart god. Den er i hvert fald grundig, og på grænsen til det nørdede. Men er god stil et fy-ord i kunsten, og er grundig et fy-ord for kunstneren? Ikke – hvis man kalder det æstetisk flair, og evnen til at fordybe sig i materialet. Det kan vi så vælge, at gøre for formidlingens skyld, men betyder det overhovedet noget?

Det er nærliggende at slå de feminine toner i Evrens kunst an. Der skal ikke spildes tid på en bly ydmyg klichefuld fortolkning af det feminine, men de her værker er bygget op af præcise fortællinger og en sexet power. Evren har sin egen kvindelige stemme. Den har hun altid haft, og nu giver tiden hende så ordet. Endelig og igen, med den første soloudstilling på dansk grund i 3 år. Det er ikke et comeback – for hun har aldrig været væk. Vi andre derimod, har måske lige været ude et kort øjeblik.