Tidligere udstilling

Mel Bochner

Recent Monoprints by Mel Bochner

2. oktober - 21. november 2020

Det ser bogstaveligt lækkert ud i fede klare farver. Og man bliver umiddelbart forført af ordets charmerende potentiale. Men lad dig ikke narre. 

I 1969 skabte Bochner det definerende konceptuelle værk: Language Is Not Transparent. Her begyndte en rejse, der havde til formål at filtrere ord og sætninger igennem varierende kulturelle stemninger og situationer – og dermed give værkerne (det generelle udgangspunkt) en subjektiv kontekst. Sammen med David Lasry, grundlægger af Two Palms og Bochners tidligere elev, udviklede Bochner en printmetode, der gav mulighed for at folde et tekstunivers ud i et format, der var farverigt, fleksibelt og med fuld tyngde. De satte oliemalede ord under pres og styrede sætningerne, først med traditionelt træsnit, så igennem en stencil skåret i plexiglas og endelig med laser – dette er ikke en beskrivelse af processen med en tidslinje for udvikling af teknikker. Farverne var vigtige, fordi farver er ladede med en ide om en mening, og det forhold, der kun anvendes oliefarver er lige så vigtigt, for uagtet hvor meget vi mennesker forsøger, så kan olie kun kontrolleres til en vis grænse. Nogle farver har mere olie og dermed en anden struktur, og dermed vil de opføre sig anderledes end andre farver i en gentagende og så vidt muligt ensartet proces. Nogle farver flyder bare mere frit – helt som ord i et sprog.

Bochners tekstforløb skrives ikke som poesi. Men ud over farverne og ordene blander han sig ikke i, hvordan hans værker læses. Motiverne (man kan jo godt kalde ham kolorist) er ord fra ordbogen – uden ejer – der skal finde ind i en sætningsrytme. Rytmen er styret af længden på den første linje, der jo er styret af bredden på lærredet. Så der ligger en helt masse konkrete forhold bag det dramatiske udgangspunkt, der skal degenerere sig linje for linje ned over lærredet for til slut at skabe et værk. Ofte forløber Bochners sætninger sig fra det høflige til det vulgære. Fra læresætningen til talemåden. Det er lidt at sammenligne med en rejse med ord. Fra en stemning til en anden tilstand, og hvor vi reelt ikke flytter os ud af stedet. 

Når Bochner minder os om sprogets mange muligheder, er det ikke bare en opfordring og reminder om ords poetiske potentiale – det er også en advarsel om, hvilken livsfarlig og potentielt destruktiv kraft ord er. Vi kan jo kalde det ordets politiske potentiale. Alt efter kontekst er vi opdraget til at læse nogle sætninger som sandheder. Men Bochner minder os elegant om, at selv sandheder er fortolkninger. 

Dette lykkes Bochner med, fordi han oplever farver og ord som ligeværdige størrelser.  Ord har en betydning, en mening og hensigt, og det samme gælder for farver. Hvorvidt vores oplevelse af ord og farver er udelukkende kulturel eller, om der også er nogle biologiske faktorer på spil, kan vi tale om en anden dag. I pausen kan man jo Google Goethe og hans teori om farver. Faktum er både ord og farver er ladet med…

Bochner mener også, at farven er lige så konkret i sin mening og som et ord. Måske opleves der en større alsidighed i opfattelse af et ord end i opfattelsen af en farve. Men det skal nok tilskrives vores faglige skoling og dannelse. VI er vant til, at et budskab kan være uklart. Kommunikationen mudret. Sproget kulørt. Fuld af nuancer og meget farverigt. Og det betyder så, at det oftest vil være sproget, man diskuterer, når man kigger på et værk af Bochner. Selv om farverne er mindst lige så betydningsfulde og måske meget mere tilstedeværende. Der er kortere til oplevelsen i farverne end i ordene. Men sproget er jo ikke transparent, netop fordi det er fuld af farver. Og når man så forsyner hvert ord med en farve, og dermed en betydning, der kan arbejde med eller mod ordet i sig selv – ja så kan vi jo risikere, at det går helt galt med standardforståelsen. Formørk betydningen af ord med farver☺

Så med et frit ord og utallige farver kommer et vanvittigt stort ansvar… Men når alt er sagt – så er ord og farver det mest fantastiske og vidunderlige, vi mennesker har. 

Vi glæder os helt vildt til at vise jer helt nye Monoprints af Mel Bochner i Collaborations, Store Kongensgade 118.




For yderligere spørgsmål

Tania Asbæk
Tlf.: 5180 8054
tania@collaborations.dk

Store Kongensgade 118 · 1264 København K

Åben for besøg: Onsdag - Fredag 12 -18 · Lørdag 11 - 16

+45 5180 8054

tania@collaborations.dk