Selvdyrkelse, Iscenesættelse, Refleksion

Hvordan opleves samtidskunsten, når den udfoldes i kulturhistoriske rammer fremfor i et minimalistisk hvidt galleri? Oplevelsen udfordres, når 12 samtidskunstnere præsenterer værker i Grevinde Danner’s velbevarede lejlighed i sen-klassicistisk stil. Samtidskunstnernes værker kontekstualiseres her i en af Københavns mest æstetiske lejligheder udsmykket af nogle af Dansk Guldalders kunstnere, der dyrkede det sublime og illusionistiske – hvor de udstillede samtidskunstnere arbejder langt mere udfordrende, kritisktagende og reflekterende. Nyere mediers potentiale udfordres som både materiale og teknologi, transformationer og en bevidst selviscenesættelse anvendes, køn udviskes og det rene blottede udtryk får lov at stå til skue overfor beskueren og tiden. Der skabes et udefinerbart tidsmæssigt rum, når omgivelserne oser af Dansk Guldalder, og kunsten kalder på vor samtids refleksioner og brugen af medier. 

Ny Vestergade 13 har en prominent plads i dansk interiørkunsts historie med dens pompejanske inspiration. I 1955 overtog C.L. Maag, ejer af Købehavns førende tømmerhandel Collstrop & Maag lejligheden og sammen med M.G. Bindesbøll, arkitekten bag Thorvaldsens Museum, begyndte den store modernisering af lejligheden. Bindesbøll var fortaler for, at kunstnere og arkitekter kunne samarbejde i byggeprocessens tidlige stadie. Den førende dekorationsmaler Georg Hilker udsmykkede i et særligt billedsprog lofter med årstidernes gudinder, paneler med danske planter, og malede engle på væggene med redskaber som rejsegildekrans, regnskabsbog, vinkel, vaterpas – redskaber der henviste til et håndværk og tømmerhandlerens ophav. Historiemaleren Constantin Hansen malede et vægmaleri af Thorvaldsens Museum i den ene stue som en hyldest til arkitekt Bindesbøll, der ikke nåede at opleve lejligheden stå færdig. I spisestuen tog landskabsmaleren P.C. Skovgaard over, og malede en frise og dørstykke med skovens dyr mellem Hilkers vinstokke. Midt på væggen malede Skovgaard, hvad vi umiddelbart tænker som udsigten fra Ravello i Italien, hvor kunstnerne kom, men øjet bedrager for terrassen er et landsted i Nordsjælland, udsigten Øresund og bjergene er Kullen. C.L Maag og hans hustru bor der kun i få år i lejligheden, inden han dør i 1961, og hans enke i 1963 – samme år som Frederik VII. Lejligheden sælges for 53.000 rdl til Grevinde Danner, der straks flytter fra Christiansborg og anvender lejligheden som vinterresidens frem til hendes død i 1874. 

Louse Rasmussen og senere Grevinde Danner var en kontroversiel, visionær, stærk ambitiøs og på mange måder en empatisk kvinde med en atypisk opvækst og liv. Hun blev født udenfor ægteskabet og allerede som 11-årig trådte ind på Det Kgl Teater med August Bournonville som balletmester. Livet på teatret blandt kultureliten banede vejen til mødet med hendes livs to store kærligheder – bogtrykker Carl Berling, hun fik et barn med, men aldrig en anderkendelse af hans familien. Mødet med Berling hjalp hende til Paris, hvor hu blev uddannet indenfor mode, og åbnede senere i København en lingeri boutique med parisisk atmosfære. Den anden kærligheden var Berlings ven Frederik VII, hvis hjerte hun vandt, men aldrig landets øverste kredse. 

Om det var den æstetiske lejlighed, der var med til at vægge hendes kunstinteresse yderligere eller den kunstvidende forfatter Theodor Rumohr vides ikke – men han blev hendes ledsager på rejser rundt i Europa. Herunder til Verdensudstillingen og Salon des Refusés i Paris i 1867. Vi kan næsten forestille os, hvordan denne selvstændige, rejselystne  og videnbegærlige kvinde har huset salon aftener med stærke kulturpersonligheder i hendes vinterresidens her i Ny Vestergade og ladet kunst, musik, litteratur og teater blive diskuteret til langt ud på den små timer. 

Men hvordan ville Grevinde Danner’s kunstsamling have taget sig ud idag? Hvilke værker ville have fyldt hendes stuer, og hvilke kunstnere vile have taget del i middagsselskaber i de smukke stuer? En ting er sikkert, hun ville have kæmpet for kvindelige kunstnerens repræsentation, så det var nærliggende at lade 12 af vor tids stærke navne indtage de æstetiske rammer og i dialog med de historiske omgivelser skabe et næsten tidsmæssigt udefinerbart rum, hvor datiden møder nutiden og åbner for et rum, hvor kunsten iscenesættes. Et rum, hvor der er plads til refleksion både i en læsning af én selv i værket, men i ligeså høj grad omgivelsernes spejlinger, alt imens vi bliver gjort opmærksom på den selvdyrkelse, der hersker i vores samfund. 

Velkommen til en udstilling med 12 kvindelige samtidskunstnere i kulturhistoriske rammer.