Souvenir

”Naar jeg gaar ad den gjengrodde Sti ind gjennem Skogen, skjælver mit Hjærte i en ujordisk Glæde. Jeg mindes et enkelt Sted paa Østkysten av det Kaspiske Hav hvor jeg engang stod. Der var det som her. Og Søen var stille og tung og jærngraa som nu. Jeg gik ind gjennem Skogen. Jeg begyndte at røres til Taarer og var henrykt, jeg sa hele tiden: Gud i Himlen at jeg skulle komme hit igjen! Som om jeg hadde været der før.” (Knut Hamsun)

Der findes nogle minder der er dybt forankret i os. Uanset hvem vi er og hvor vi er fra. De er som en fjern og oprindelig erindring, der bor i vores grundlæggende programmering og knytter os sammen, alene fordi vi er mennesker. Vi kan kalde det mytologi eller ånd, men reelt er det bare en global hukommelse vi alle kan tilgå og forvalte efter aktuelle kulturelle behov.  Fortælle, forædle, fordærve.

Med Souvenir deler Martin Brandt Hansen ud af sine minder. De dukker op i ler og aluminium – og ligner Tupilakker, Krukker, Idoler og Dæmoner. De er formet af havet og bjergenes farver i Arktis. Måske kan man også genkende et Burmesisk ønske om jagtlykke. Hævn. Begær. Eller lidt Disney. Masser af action og et behov for at have bare minimal indflydelse på vejr og vind i Sumerisk tid. Martin Brand Hansens hjerne er gået i erindringsmode og hans hukommelse har ingen bagkant.

Men naturligvis har Martin en oprindelse. Og det bærende fartøj for denne fortælling findes i hans Grønlandske arv. Det ligner lidt en Tupilak. En figur (eller et fænomen) han konsekvent har arbejdet med på grund af dens komplicerede historie og dens fortsatte tilstedeværelse i moderne tid, trods den lange rejse gennem generationer af erindringer. Tupilakken er knyttet til en ur-fortælling. Men i nutid er Tupilak udskåret i ben fra havdyr. Skulptureret af Inuit, med særlige traditionelle æstetikker i formgivning, udtryk og fortælleteknik. Det er også den hvide mands staveplade når vi skal på besøg i det åndrige og forstå hvad vi ikke har fantasi til. Og naturligvis den mest kendte turistgenstand i Arktis.

Denne rejse er ikke eksklusiv for Tupilak. Der findes mytologiske og kulturelle appropriationer og bastarder overalt. De kommer fra et sted af stor betydning – og de ender med at overleve som souvenirs. Sådan gik det også for Pazuzu. I Mesopotamien var Pazuzu legemliggørelsen af selve Vestenvinden. Og i 1973 besatte han/hun/den Regan i Eksorcisten. Og nu dukker Pazuzu så op igen på den her udstilling, frisk fra Martins erindringer, klar til at indgå i en ny fortælling. Og sådan havner Pazuzu (med mere og flere) i vores fortælling. Det er det de bedste souvenirs kan, når man viser dem til andre. Vi kan mærke dem og genkende dem, fordi vi er mennesker – selv om vi aldrig har været der selv, eller set dem før.