What Were You Thinking?

Lidt om farver, sprog, kulturel, kontekst, forståelse og Bochner

I Mel Bochners univers er farver og ord ligeværdige størrelser. Ord har en betydning, en mening og hensigt – og det samme gælder farver. Ligeværdige størrelser, men underlagt en subjektiv vurdering, der så igen er formet af en kultur. Hvordan vi opfatter værkerne er altså stærkt forudsigeligt og fuldstændig utilregneligt. 

Bochners værker opleves umiddelbart konkrete i deres præsentation, men pludselig bliver en 1:1 tekst i fede farver, opløst og blandet med den stemning (det udgangspunkt) man nu engang selv er underlagt i oplevelsens stund og dermed bliver Bochners litterære og kulørte formler ganske ekspressivt og helt personligt.

I 1969 skabte Bochner det definerende konceptuelle værk: Language Is Not Transparent. Her begyndte en rejse, der havde til formål at filtrere ord og sætninger igennem varierende kulturelle stemninger og situationer – og dermed give værkerne (det generelle udgangspunkt) en subjektiv kontekst. Bochners tekstforløb skrives ikke som poesi. Men ud over farverne og ordene blander han sig ikke i, hvordan hans værker læses. Motiverne (man kan jo godt kalde ham kolorist) er ord fra ordbogen – uden ejer – der skal finde ind i en sætningsrytme. Populært klades værkerne for “The Thesaurus Series.” Rytmen er styret af længden på den første linje, der jo er styret af bredden på lærredet. Så der ligger en helt masse konkrete forhold bag det dramatiske udgangspunkt, der skal degenerere sig linje for linje ned over lærredet for til slut at skabe et værk. Ofte forløber Bochners sætninger sig fra det høflige til det vulgære. Fra fra det definitionen til talemåden. Det er en rejse med ord. Fra en stemning til en anden tilstand, hvor vi reelt ikke flytter os ud af stedet, men igennem tiden. 

Når Bochner minder os om sprogets mange muligheder, er det ikke bare en opfordring og reminder om ords poetiske potentiale – det er også en advarsel om, hvilken livsfarlig og potentielt destruktiv kraft ord er. Vi kan jo kalde det ordets potentiale. Alt efter kontekst er vi opdraget til at læse nogle sætninger som sandheder. Men Bochner minder os elegant om, at selv sandheder er fortolkninger formet af kultur og kontekst. 

Dette lykkes Bochner med, fordi han oplever farver og ord som ligeværdige størrelser.  Ord har en betydning, en mening og hensigt, og det samme gælder for farver. Hvorvidt vores oplevelse af ord og farver er udelukkende kulturel eller, om der også er nogle biologiske faktorer på spil, kan vi tale om en anden dag. I pausen kan man jo Google Goethe og hans teori om farver. Faktum er både ord og farver er ladet med…

Bochner mener også, at farven er lige så konkret i sin mening og som et ord. Måske opleves der en større alsidighed i opfattelse af et ord end i opfattelsen af en farve. Men det skal nok tilskrives vores faglige skoling og dannelse. VI er vant til, at et budskab kan være uklart. Kommunikationen mudret. Sproget kulørt. Fuld af nuancer og meget farverigt. Og det betyder så, at det oftest vil være sproget, man diskuterer, når man kigger på et værk af Bochner. Selv om farverne er mindst lige så betydningsfulde og måske meget mere tilstedeværende. Der er kortere til oplevelsen i farverne end i ordene. Men sproget er jo ikke transparent, netop fordi det er fuld af farver. Og når man så forsyner hvert ord med en farve, og dermed en betydning, der kan arbejde med eller mod ordet i sig selv – ja så kan vi jo risikere, at det går helt galt med standardforståelsen. Formørk betydningen af ord med farver.

Så med et frit ord og utallige farver kommer et vanvittigt stort ansvar, for når alt er sagt og skrevet er ord og farver det mest fantastiske og vidunderlige og livsfarlige, vi mennesker har.