WOMEN ON WOMEN – don’t call me muse

Jeg er ikke din muse. Jeg er måske din ven, din hustru, din elsker, din inspiration, din frygt, genstand for din foragt eller objektet for dit begær. Jeg er et menneske midt i livet – du er min maler og jeg kigger lige tilbage på dig.

Fra antikken dyrkede kunsten skønheden og skønheden tilhørte mænd. Den var subjektiv og knyttet til ét køns behov. Og selv i forsøget på at ophøje kvinden, har det grundlæggende menneskelige hierarki været krystalklart – måske endda lidt klamt. Maleren og modellen – manden og hans muse. 

Heldigvis er vi mennesker blevet mere bevidste om vores potentiale og dermed vores ansvar. Kunstneren er ikke længere en mand, der betragter en ung (afklædt) kvindekrop. Her og nu er kunstneren en kvinde, der kan male kvinder i en jævnbyrdig relation og med et menneskes øje for skønhed, fejl og mangler med mere. 

Det er slut med at kvinder skal males smukke som én standard. Eller djævelske som en anden standard. Kvinder er menneskemotiver med facetter og dybde. Det betyder ikke, at kvinden ikke længere males fræk og forførende – hun males mere dampende erotisk end nogensinde før. Det betyder ikke at kvinden ikke længere kan males smuk – hun males smukkere end nogensinde før. Og hun males også grimmere og vredere og mere fjollet og mere karikeret end nogensinde før.  Men fuck nu om maleriet skal forføre eller fordærve eller forvirre – det handler jo mest af alt om at formidle, så vi der kigger med på maleriet kan forstå hvad der sker. Og måske endda føle det en lille smule. Uanset vores kødelige køn. 

De kunstnere vi har inviteret med på denne udstilling kan formidle så man tror det er løgn. De tager alle udgangspunkt i “de malede” og deres fortælling. Det handler om motivet (mennesket) og i mindre grad om maleren. De viser os noget om den person, de maler, som vedkommende ikke engang selv er klar over. Og skal man kunne det, ja så kræver det jo at man er reelt interesseret i den man maler. Det er de her kunstnere. For det er jo ikke bare et spørgsmål om at bruge sin ret til at male vild kønsbehåring, naturlige former og alle de eksplicitte attributter der (historisk) knytter sig til billedet af kvinden. Det er muligheden for at male kvinden der kigger tilbage uden skam, der er interessant. Som hun er og vil være. Og det kræver en respekt og en følsomhed, at se på en anden for alvor og skildre personen lige så tosset og rørende og klam og smuk som man vil. Lige så virkeligt man vil. 

De kunstnere vi har inviteret til denne markering af Kvindernes Kampdag maler ikke bare med pensel, men med kærlighed, lidelighed, foragt, beundring, viden og indsigt. De viser os at alt er muligt og alt er tilladt. Endelig. Naturligvis. Det er for øvrigt også helt ok at være Muse.