Tidligere udstilling

Ava Samii

As the world turns

12. maj - 4. juni 2022

COLLABORATIONS er stolte over at præsentere den unge kunstner Ava Samii i Store Kongensgade, hvor hendes kunstneriske praksis udfoldes gennem en serie nye keramiske skulpturer. 

Ava Samii (f. 1990, DK) studerer ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor hun gennem de seneste to år har arbejdet i spændingsfeltet mellem skulptur, performances og installation. De kunstneriske retninger smelter alle sammen til en holistisk arbejdsproces, der agerer som det tolkende led mellem fiktion og virklighed, mens de bearbejder alternative retninger som evolution, mytologi og hybrider mellem det genkendelige og det fremmede. Senest har skulpturen og dens dynamiske, levende kompositioner stået i fokus. Trods verden er konstant, har den senere tid været som et vakuum, hvor alt både synes fastlåst og alligevel i konstant uundgåelig bevægelse. Ava har ladet sig suge ind i dette vakuum – undersøgt og dykket ned i arbejdet samt tilbragt lange stræk af tid i studiet, for først at skitsere skulpturernes organiske former, og siden trække de to-dimensionelle former ud af blokken til nærmest personificerede tredimensionelle skabninger. Gennem hendes arbejde på akademiets keramiske værksted, har hun presset materialet til det yderste, vel vidende at et kollaps kan lure lige om hjørnet. Der er blevet eksperimenteret med brændinger og glasurer, for at ramme det helt rigtige punkt mellem tilfældighed og kontrol.

De fremstillede keramiske skulpturer er skabt i forlængelse af hinanden, og fremstår som en rejse til en endnu udefinerbar destination. De både åbner sig mod en evig foranderlig verden, og lukker sig om deres sårbare kerne, der består af et rosa hjerte i epoxy, der er klemt ind imellem brystkassens ribben. 

Skulpturernes fremtoning agerer som en form for hybrid mellem det genkendelige og det fremmede. Denne balance gennemstrømmer Ava’s kunstneriske praksis, der er præget af en virkeliggørelse af fiktive fortællinger, alternative evolutionelle retninger og mytologiske scener.

Inspirationen til Ava’s værker er bred, men navnlig den polsk-amerikanske kunstner Theodore Roszak’s (1907-1981) kunstneriske praksis har spillet en væsentlig rolle. Roszak arbejdede i et abstrakt ekspressionistisk formsprog, der udfoldede sig i medier som skulptur, photograms, maleri og tegning. Til Ava Samii’s udstilling har vi fået mulighed for at præsentere to unikke værker fra den i genopdagede kunstners hånd til at spille sammen med de udstillede skulpturer og understøtte den drømmende parallel verden, der udfolder sig på udstillingen As the world turns i COLLABORATIONS. 


For yderligere spørgsmål

Tania Asbæk
Tlf.: 5180 8054
tania@collaborations.dk

Store Kongensgade 118 · 1264 København K

Åben for besøg: Onsdag - Fredag 12 -18 · Lørdag 11 - 16

+45 5180 8054

tania@collaborations.dk